Jeg arbejder med velopdragne, tillidsfulde og nervefaste heste, som er trænet i arbejdet med klienter. Sessionerne kan afholdes enten indendøre i aflukket ridehus eller under åben himmel i min stemningsfulde private skov.
Et forløb starter med at vi i fællesskab afdækker dine ønsker, behov og forventninger til rideterapien. Herunder dine ønsker i forhold til graden af nærkontakt med hesten.
Der er en hest til stede under hele sessionen, hvor kontakten formidles enten ved at klienten står ved siden af, rører ved eller sidder på hesten, skridter, alt efter ønsker og behov i det aktuelle øjeblik.
Ved ridning anvender jeg ofte bareback sadel, som giver meget nærkontakt med hesten. Jeg har også alm. sadler af læder som kan anvendes. På disse kan påmonteres stødabsorberende underlag til sædet, som er gavnlig ved lidelser i ryg/bækken. (Se afsnit praktiske oplysninger)
Jeg gør meget ud af at skabe et trygt miljø, hvor den enkeltes integritet og grænser respekteres.
En hesteterapeutisk session forudsætter ingen kendskab til hverken heste eller ridning. Når hesten kommunikerer signaler i sit kropssprog, som er vigtige for klienten at forstå, vil jeg sørge for at videreformidle disse.