Har du haft en pause fra ridningen eller har du haft en dårlig oplevelse såsom fald fra hest?
Vil dit barn gerne starte til ridning, men du er som forælder bekymret for dit barns sikkerhed i samværet med de store dyr?
Har du et ønske om at blive en dygtig rytter og senere har planer om at få egen hest, men mangler en grundig uddannelse først?
Så kan rideundervisning hos mig være noget for dig.
Jeg arbejder altid ud fra et læringsrum, hvor tillid og tryghed er nøgleordene.
Jeg tilbyder en unik mulighed for, at lære ridning på en grundig og tryg måde.
Sådan foregår undervisning hos mig
Undervisningen hos mig foregår som udgangspunkt som eneundervisning af 30 minutters varighed. Herudover tilkommer tid til fælles strigling og opsadling af hesten.
Alle er velkomne – hvad enten du er nybegynder, øvet, ung eller ældre.
Børn skal være minimum 6 for at starte til ridning. Dette er af sikkerhedsmæssige årsager.
Jeg tilbyder både undervisning på mine heste og på din egen hest.
Undervisningen kan foregå enten i ridehal, på ridebane eller helt unikt i naturen ved ridning i privat skov. Her kan du lære at håndtere hesten i det fri under trygge rammer. Dog starter alle nye ryttere deres undervisning i ridehallen.
Hos mig er sikkerhed i højsædet – jeg er altid omhyggelig med at instruere i sikker omgang med hesten, og vi tilpasser altid hastigheden, efter dine ridefærdigheder og hvad du føler dig parat til.
– Per
Undervisningens indhold/fokus
Mit fokus for undervisningen ligger på den gode kontakt mellem rytter og hest, således at samarbejdet fungerer. Ligeledes lægger jeg vægt på at arbejde med rytterens balance og opstilling – dette er en vigtig forudsætning for at kunne sende de rette signaler til hesten, samt at kunne sidde stabilt i sadlen. Hos mig lærer du at ride med fine signaler, med fokus på sæde og stemmen som hjælpere.
Hos mig er der ingen hurtige løsninger. Ridning tager tid og omhu at lære. Derfor anbefales undervisning hos mig som et længere forløb, hvor du i sidste ende vil opleve at være en teknisk sikker og tryg rytter.
Min undervisning fokuserer meget på, at grundridningen fungerer i skridt, før det bliver muligt at prøve en hurtigere gangart. Også ridning i skridt uden sadel tilbydes, dette for at opnå ro og balance på hesten, som er en yderst vigtig forudsætning for den korrekte ridning.
De første gange en ny rytter skal prøve en hurtigere gangart på mine heste, løber jeg med ved siden af med et tov i hesten. På den måde skal rytteren kun koncentrere sig om at finde balancen og ikke tænke på, også at styre hesten. Denne evne kommer senere, når rytteren er blevet mere sikker i balancen.
Jeg lægger stor vægt på at inddrage undervisning om hestens natur undervejs i ridetimen. Mange misforståelser mellem hest og rytter opstår, fordi rytteren ikke forstår hestens sanser, adfærd og signaler. Jeg hjælper med at spejle hestens sindstilstand, og forklare, hvilke signaler hesten sender og hvorfor. Hermed lærer rytteren helt naturligt at få en fornemmelse for hestens signaler og evner at kommunikere klart med hesten.
Hos mig er der mulighed for at få en skræddersyet undervisning, der tager hensyn til den enkelte rytters formåen og interesse. Selvfølgelig vurderet ud fra, hvad jeg mener er sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Er du en erfaren rytter er der også masser af udfordringer i min undervisning. Her kan nævnes træning af galop, spring, volter i hurtigere tempo og dressur øvelser.
Undervisning på egen hest
Har du hesten, så har jeg faciliteterne. Har du egen hest og ønsker at få hjælp i din ridning eller anden træning, såsom arbejde fra jorden, er du og din hest meget velkomne hos mig.
Jeg kan også komme ud til dig/jer, hvis I bor i nærheden. En bane eller fold er ganske tilstrækkelige forhold til undervisning.
Jeg underviser på alle racer/typer af heste.
Du er velkommen med alt, hvad du måtte have af udfordringer med din hest. Det kan f.eks. være behov for hjælp til håndtering, longering, trailer træning, samarbejdsproblemer med din hest, hjælp til ridetekniske færdigheder, nervøsitet med hesten osv. Jeg arbejder altid ud fra den moderne dyrepsykologi, som positiv forstærkning, dvs. uden straf og tvang samt med hensyn til rytterens forventninger og tempo i træningen.
Jeg har en stald med bokse og en dejlig bred staldgang, hvor du kan klargøre din hest inden undervisningen hos mig.