Læs venligst grundigt mine praktiske oplysninger, som er vigtige at kunne leve op til!
Ankomst til Hjarta
Ved ankomst til Hjarta, sørg for at parkere ved anført p-skilt på højre hånd. Undlad at parkere foran de to garageporte. Følg skiltning. Vær venligst opmærksom på gårdens kat inden du kører fra stedet. Katten kan finde på at gemme sig under bilen, så tjek inden I forlader stedet. Se skiltning ved p-skilt.
Skiltning ved p/pladsområde viser indgang til entre med venteområde, med opvarmet lokale. Her er altid kaffe og te på kanden. Der er også kundetoilet. Respekter venligst skiltning på døre med “privat”.
Lige udenfor indendørs ventelokale er indrettet en oase med bænk. Her er der mulighed for at vente ved for tidlig ankomst, inden ridetime starter. Udvis venligst diskretion og undlad at gå ind mod stalden, når der er andre kunder.
Da Hjarta udelukkende tilbyder eneundervisning er det vigtigt for mig, at den enkelte oplever stalden som et privat sted, når de har bestilt tid.
Jeg har naturligvis fuld tavsthedspligt, overfor alle der kommer hos mig! Det skal være trygt at komme hos Hjarta.
Foran stalden er bord/bænke, som er tiltænkt ophold for forældre til børn der rider, ligesom tribunen i ridehallen kan benyttes.
Færdsel og sikkerhed hos Hjarta:
Det forventes at den enkelte har tegnet ulykkesforsikring, hvis der mod forventning skulle ske uheld. Hjarta frasiger sig al ansvar for skader forårsaget hos mig, uanset om de er pådraget fra hest eller fra jorden.
Al færdsel på området sker på eget ansvar, det gælder for både ryttere og familie/venner som kigger på.
Skiltning foran stalden advarer om, at løbe, både af hensyn til sikkerhed og for ikke at skræmme hestene.
Respekter venligt skiltning med “Privat område” i stalden og bag stalden, da jeg opbevarer medicin og andet privat materiale til mit hestehold.
Respekter venligst rygning forbudt indenførs, i stald og i ridehal. Dette er af hensyn til både sundhed og sikkerhed/brandfare. Der er opsat brandslukkere både i stald og i ridehal.
Alle ryttere under 18 år skal have forældresamtykke for at kunne ride hos mig.
Alle ryttere skal bære hjelm (ridehjelm, cykelhjelm el.lign.).
Der er mulighed for at låne sikkerhedsgodkendt ridehjelm og sikkerhedsvest til voksen rytter og ung rytter uden yderligere beregning. Jeg har ridehjelm til børn og flere modeller til voksne. De kan justeres efter størrelse.
Små børn skal bære hjelm når vi strigler inden og efter ridning, af hensyn til sikkerheden fra jorden.
Krav til rytteren:
Af hensyn til hestens fysik og velvære er Max vægt for at ride hos mig, 85 kg. Alle kan dog arbejde med hesten fra jorden uanset fysik.
Børn skal være fyldt 6 år og være startet i skole, før de kan ride hos Hjarta. Dette både af hensyn til sikkerhed og det faglige udbytte af undervisningen.
Det er iøvrigt vigtigt, at alle der kommer til undervisning, er modtagelige og kan tage imod beskeder fra mig.
Dette er væsentligt, både af hensyn til det faglige udbytte, som jeg tilstræber at udvise, samt sikkerheden i om omkring heste.
Rytteren skal hermed kunne holde fokus på opgaven omkring hesten de 45-50 min, der er afsat til hele lektionen (læs mere om lektionen længere nede på siden).
Diagnoser må ikke være af så høj en sværhedsgrad, at ovenstående viser sig usikkert. Det har jeg som selvstændig i mit enmandsfirma ikke mulighed for at håndtere.
Påklædning
Der er ikke specifikke krav til påklædning udover at tøjet skal være praktisk. Ridebukser anbefales af hensyn til komfort. Andre typer bukser kan dog også sagtens anvendes. Handsker anbefales af hensyn til både kulde/og slid/trykmærker på hænderne fra tøjlen. Det kan både være ridehandsker, arbejdshandsker eller skihandsker (om vinteren). Husk varmt tøj, både når vi rider inde og ude. Skiundertøj anbefales om vinteren ved frostgrader. Der er koldt i både stald og ridehus. Husk også varmt tøj når du kigger med fra tilskuertribunen.
Skridsikre sko anbefales også til al ophold på stedet. Det anbefales kraftigt at have sikkerhedssko på/ eller ridesko med stålsnude af hensyn til Sikkerheden i omgangen med hesten.
Hvordan forløber en lektion?
En ridelektion hos mig er af 30 minutters varighed. Herudover tilkommer tid til klargøring af hesten i form af strigling, opsadling, regulering af stigremme, afsadling, m.m.
Ialt skal du påregne ca 45-50 minutter hos mig.
Når du møder op til en ridelektion har jeg hentet hesten fra folden, så den står klar til os i stalden. Vi strigler og opsadler hesten i fællesskab, da etableringen af kontakt mellem hest og rytter påbegyndes allerede i arbejdet fra jorden. Her underviser jeg i korrekt omgang med og håndtering af hesten og instruerer i, hvordan rideudstyret skal monteres. Jeg hjælper med opsidning, og sikrer at udstyret er indstillet korrekt til den enkelte rytter.
Efter lektionen er vi sammen om at sadle hesten af, efterstrigle og give hesten en godbid.
Jeg sørger for den efterfølgende oprydning.
Da virksomheden er placeret ved privat bolig kan der lejlighedsvis forekomme støj og aktivitet omkring min private bolig, omend jeg forsøger at mindske dette, når jeg har kunder. Stalden er dog placeret væk fra huset, så der er mulighed for at skærme sig.
Da jeg bestræber mig på at give mine kunder en god og positiv oplevelse, gør jeg meget ud af jævnlig træning af hestene. Jeg træner/rider dermed hestene så de er klar til de udfordringer den enkelte rytter søger.
Sadler og udstyr
Hesten og rideudstyret udvælges ud fra den enkeltes behov.
Jeg har forskellige sadler til rådighed.
Jeg har en børnesadel, som er tilpasset små børn på 6 år. I denne sadel kan selv de mindste ryttere sidde med korrekt opstilling og god balance. Sadlen har et dybt og støttende sæde samt håndgreb for høj sikkerhed. Desuden er den monteret med sikkerheds-stigbøjler.
Jeg har to sadler af modellen Sella. Disse sadler er udført anatomisk korrekt for optimal opstilling, og er bløde at sidde i. Hestens velfærd tilgodeses også, da sadelpuderne er lavet af latex, som er blødt og smidigt.
Til mine sessioner med rideterapi eller handicapridning anvender jeg sadelpuder med håndtag. Disse sadler giver en tæt kontakt til hestens bevægelser og er meget bløde og behagelige at sidde i. Sadlerne er ligeledes velegnede til personer, som har problemer med at sidde konfortabelt i en alm sadel pga fysiske/anatomiske udfordringer. I sadlen er der frihed for knæene, hvilet er en fordel for personer med slidgigt.
Det er også en mulighed at komme helt tæt på hesten ved at ride uden sadel, men med en gjord med håndtag. Jeg har to modeller. Dette er en god måde at modtage rideterapi på, da det tætte kontakt til hesten naturligt giver fokus hos rytteren.
Alle sadler opbevares i opvarmet sadelrum for bedst beskyttelse og plejes jævnligt med sadelsæbe og olie for korrekt komfort.